Charterrejser har været set ned på i en lang periode. Men det er en ukompliceret og tryg rejseform, der ofte også er billigere end de individuelt planlagte rejser. Jeg er bestemt fan af den måde at rejse på.
Men all-inclusive? Nej tak!

Hvorfor? Fordi…
* Det lokale restaurations- og café-liv uddør.
* Bymidten/havnepromenaden ligger stille hen.
* Min appetit følger ikke faste klokkeslet.
* Glæden ved at handle på markedet og servere et tapasfad på balkonen er så stor.
* Hotelrestauranterne minder om kantiner med rædselsfuld akustik.
* Is, kaffe og øl af ringe kvalitet serveret i plastbægre er spild af mit liv.
* Nysgerrighed på lokale specialiteter erstattes af pizza og pomfritter.
* Grådighed og madspild gør mig i dårligt humør.

Jeg har observeret, at det er almindeligt at beholde all-inclusive-armbåndet på i flyet på hjemrejsen og undret mig over hvorfor? Måske fordi det er fint at kunne vise, at man har fået en hvid stribe på håndleddet og en flot delle henover armbåndet på bare en uge – for kun kr 998,-!

Hvert år giver jeg mig selv en fødselsdagsgave. Sidste år fik jeg en ny seng og året før en god have-læse-stol. I år ville jeg give mig selv et coachforløb. Gennem tiden har jeg været ret skeptisk overfor coachmarkedet, fordi jeg kunne se, hvordan udygtige personer kaldte sig coach og tog penge fra folk uden reelt at vide, hvad de foretog sig. I værste fald kan en ‘coach’ skille et menneske ad og ikke evne at samle det igen, hvilket kan have alvorlige konsekvenser.
Nu var jeg imidlertid nået frem til at synes, at branchen er blevet mere moden og at de coaches, der overlever, må have noget fagligt godt at byde på.

Mit behov er at blive skubbet i en ny retning arbejdsmæssigt. Både jeg selv og mit netværk har nogle faste overbevisninger om, hvad jeg kan og skal. De overbevisninger har jeg brug for at få bugt med. Derfor tog jeg kontakt til en coach, der tidligere har arbejdet i samme branche som mig og derfor kendte til at foretage et paradigmeskift midt i arbejdslivet.
Han er en sympatisk mand og jeg satte mig fuld af forventning i stolen overfor ham til en indledende snak. Det gik fint og han fik sat fingeren på nogle af de overbevisninger, som det er relevant at kradse i.
Han spurgte også til, om jeg var i overgangsalder. Det er jeg ikke, men han fortsatte alligevel med at tale om emnet, der åbenbart ligger ham meget på sinde. Og bevares, både kvinders og mænds forandringer i den periode af livet er da et interessant område, men det var ikke på dagsordnen i mit tilfælde.
Da jeg forklarede om den psykiske belastning, jeg havde været udsat for på min tidligere arbejdsplads (chikane), mente han at jeg har haft en depression i den forbindelse. Det mener hverken min læge eller den psykolog jeg konsulterede i perioden, som i øvrigt ligger et par år tilbage.
Min selvvalgte singletilværelse uden børn brugte han som argument for, at jobbet ville/skulle fylde meget i mit liv. Mit ønske om at skifte karrierelivet ud med et mindre krævende jobliv blev således fejet af bordet.

Efter at have vendt og drejet vores samtale i en uges tid skrev jeg en mail til ham, hvor jeg gjorde klart, at jeg ville fortsætte forløbet, hvis vi kunne fokusere på arbejdslivet og lægge privatlivet og helbreddet (som begge fungerer fint) til side. Derudover bad jeg ham overveje, om han kunne forestille sig, at man kan have et fuldt og givende liv, selvom man har fravalgt kernefamilien.
Han skrev tilbage, at han ikke kunne imødekomme mine begrænsninger, da han har en holistisk tilgang, og at han derfor ikke var den rette til at coache mig.
Jeg er altså blevet erklæret uegnet som coachee, fordi jeg ikke lever op til hans overbevisninger om, hvordan tilværelsen skal indrettes, og fordi jeg mener at vi bør overlade diagnoserne til fagfolk som læger, psykologer, gynækologer etc.
Fik jeg nævnt, at han tilbød mig at betalingen skete ‘uden regning’?!

Konsekvensen er, at min skepsis til coaches har fået ny næring.