Hvert år giver jeg mig selv en fødselsdagsgave. Sidste år fik jeg en ny seng og året før en god have-læse-stol. I år ville jeg give mig selv et coachforløb. Gennem tiden har jeg været ret skeptisk overfor coachmarkedet, fordi jeg kunne se, hvordan udygtige personer kaldte sig coach og tog penge fra folk uden reelt at vide, hvad de foretog sig. I værste fald kan en ‘coach’ skille et menneske ad og ikke evne at samle det igen, hvilket kan have alvorlige konsekvenser.
Nu var jeg imidlertid nået frem til at synes, at branchen er blevet mere moden og at de coaches, der overlever, må have noget fagligt godt at byde på.

Mit behov er at blive skubbet i en ny retning arbejdsmæssigt. Både jeg selv og mit netværk har nogle faste overbevisninger om, hvad jeg kan og skal. De overbevisninger har jeg brug for at få bugt med. Derfor tog jeg kontakt til en coach, der tidligere har arbejdet i samme branche som mig og derfor kendte til at foretage et paradigmeskift midt i arbejdslivet.
Han er en sympatisk mand og jeg satte mig fuld af forventning i stolen overfor ham til en indledende snak. Det gik fint og han fik sat fingeren på nogle af de overbevisninger, som det er relevant at kradse i.
Han spurgte også til, om jeg var i overgangsalder. Det er jeg ikke, men han fortsatte alligevel med at tale om emnet, der åbenbart ligger ham meget på sinde. Og bevares, både kvinders og mænds forandringer i den periode af livet er da et interessant område, men det var ikke på dagsordnen i mit tilfælde.
Da jeg forklarede om den psykiske belastning, jeg havde været udsat for på min tidligere arbejdsplads (chikane), mente han at jeg har haft en depression i den forbindelse. Det mener hverken min læge eller den psykolog jeg konsulterede i perioden, som i øvrigt ligger et par år tilbage.
Min selvvalgte singletilværelse uden børn brugte han som argument for, at jobbet ville/skulle fylde meget i mit liv. Mit ønske om at skifte karrierelivet ud med et mindre krævende jobliv blev således fejet af bordet.

Efter at have vendt og drejet vores samtale i en uges tid skrev jeg en mail til ham, hvor jeg gjorde klart, at jeg ville fortsætte forløbet, hvis vi kunne fokusere på arbejdslivet og lægge privatlivet og helbreddet (som begge fungerer fint) til side. Derudover bad jeg ham overveje, om han kunne forestille sig, at man kan have et fuldt og givende liv, selvom man har fravalgt kernefamilien.
Han skrev tilbage, at han ikke kunne imødekomme mine begrænsninger, da han har en holistisk tilgang, og at han derfor ikke var den rette til at coache mig.
Jeg er altså blevet erklæret uegnet som coachee, fordi jeg ikke lever op til hans overbevisninger om, hvordan tilværelsen skal indrettes, og fordi jeg mener at vi bør overlade diagnoserne til fagfolk som læger, psykologer, gynækologer etc.
Fik jeg nævnt, at han tilbød mig at betalingen skete ‘uden regning’?!

Konsekvensen er, at min skepsis til coaches har fået ny næring.

Der er gået et år siden min medarbejder stak en kniv i min ryg. Min perfide direktør forsøgte at vende mine medarbejdere mod mig og havde altså held med en af dem. En anden sad og roterede på stolen og havde store, røde pletter på kinderne over den ubehagelige konfrontation.

Jeg var på vej på ferie og fik derfor fjorten dage til at tænke situationen igennem. Og tænke tilbage på de foregående måneder. Der faldt mange brikker på plads i den proces. Jeg havde det rædselsfuldt både fysisk og psykisk og havde haft det længe. Og det var ikke mig, der havde paranoia, jeg blev simpelthen behandlet helt utilgiveligt på jobbet.

GISP!

Min beslutning var, at jeg ville vende tilbage fra ferien og forsøge at flyve under radaren, indtil jeg havde fundet et nyt job.

Men SURPRISE! Sådan foregår det ikke. Når man er under den type pres, så er man på ingen måde i stand til at lande et nyt job. Det gik, som det måtte: Jeg brød sammen psykisk og har nu brugt et år på at blive helbredt og i stand til at gøre noget konstruktivt i forhold til min fremtid.

Gad vide, om direktøren er klar over, hvad det koster menneskeligt og for samfundet, at han ikke har røv i bukserne?

Mine feriepenge er mine. Eller er de?

Som jobsøgende skal man være vaks, hvis ikke man vil miste sine optjente feriepenge. I og med jeg var sygemeldt hele sidste sommer har jeg en del ferie til gode. Nu er jeg jobsøgende og vil hellere søge job end holde ferie. Det er desværre en rigtig dårlig beslutning, viser det sig. For at få mine penge udbetalt, skal jeg holde ferie.

Hvis jeg nu planlægger at holde min restferie i april og er så heldig at få et job med start første april, så kommer jeg i klemme. Dels er det ubekvemt for arbejdsgiver, at jeg lægger ud med at holde ferie, dels har jeg ikke lyst til det – jeg vil jo igang! Så alternativerne er, at jeg ikke får jobbet, hvis jeg insisterer på at holde ferie, eller at jeg kan vinke farvel til flere tusinde kroner – som er mine penge – hvis jeg annullerer ferien.

At arbejdsgiveren nægter mig at holde ferie i den første ansættelsesmåned er ikke en gyldig feriehindring. Så jeg må i den givne situation ofre jobtilbuddet eller pengene.

Hvem kan være tjent med det? Udover Feriefonden.

Feriepengeordningen er antikveret  og formynderisk. Borgernes penge hører til i borgernes lommer.

Så nu går jeg på ferie!

Her midt i livet er alting kastet op i luften. Jeg har sagt farvel til mit job og et firma, som jeg har været hos i mange gode år. Nu har jeg så muligheden for at tænke nyt og åbent over, hvilken vej, jeg skal videre ad.

Jeg har aldrig boet længere end 15 kilometer fra Rådhuspladsen i København. Men sådan behøver det jo ikke at være. Gad vide, om jeg kunne trives derude, hvor der er meget længere mellem husene? Jeg tilhører ikke rav-segmentet og er ikke typen, der finder en lille hytte og begynder at puste glas eller dreje ler.

Men hele Danmark er jo dejligt, og jeg ville elske at arbejde i turisterhvervet. På turistkontoret, hos feriehusbureauet, på campingpladsen, som vandretursguide – der er da vist masser af muligheder, når jeg slår gækken løs.

Måske skulle jeg rykke til

• Bornholm – er jo skøn og et helt rige i sig selv.
• Lolland-Falster eller Møn – det er vist det ‘nye sort’, og jeg er sikker på, at der kommer til at ske interessante ting i den region i nærmeste fremtid.
• Sønderjylland eller Fanø – de taler sjovt, og området er fuld af spændende natur og kultur.
• Fur? Læsø? Ærø? Stevns? Kerteminde?

I tankerne – og på Google – er jeg dagligt på langfart. Gad vidst, om jeg ville få fred eller få kuller ‘derude’?

Turistvej

På udkig efter det næste gode job.

Man ved, hvad man kan og hvad man er god til. Så det er jo oplagt at søge samme type job, som man lige har forladt. Bortset fra den uduelige chef, var det jo et spændende og tilfredsstillende job.

Så tænker man sig om. Måske er dette vindue blevet åbnet, fordi det er en mulighed for at gøre noget andet? Prøve noget nyt? Måske kan kompetencerne bruges i en anden sammenhæng? Et anderledes job? I en anden branche? Hmmm…

Siger man ikke, at hvis man bliver ved med at gøre det samme, så bliver der ved med at ske det samme?

Tænkehatten må på igen – der er vist noget nyt derude…