Røv i bukserne?

Der er gået et år siden min medarbejder stak en kniv i min ryg. Min perfide direktør forsøgte at vende mine medarbejdere mod mig og havde altså held med en af dem. En anden sad og roterede på stolen og havde store, røde pletter på kinderne over den ubehagelige konfrontation.

Jeg var på vej på ferie og fik derfor fjorten dage til at tænke situationen igennem. Og tænke tilbage på de foregående måneder. Der faldt mange brikker på plads i den proces. Jeg havde det rædselsfuldt både fysisk og psykisk og havde haft det længe. Og det var ikke mig, der havde paranoia, jeg blev simpelthen behandlet helt utilgiveligt på jobbet.

GISP!

Min beslutning var, at jeg ville vende tilbage fra ferien og forsøge at flyve under radaren, indtil jeg havde fundet et nyt job.

Men SURPRISE! Sådan foregår det ikke. Når man er under den type pres, så er man på ingen måde i stand til at lande et nyt job. Det gik, som det måtte: Jeg brød sammen psykisk og har nu brugt et år på at blive helbredt og i stand til at gøre noget konstruktivt i forhold til min fremtid.

Gad vide, om direktøren er klar over, hvad det koster menneskeligt og for samfundet, at han ikke har røv i bukserne?