Whisky til bedemanden og øl til skotten

I flyet forleden sad jeg ved siden af en svensk bedemand. Han fik tiden til at gå med at drikke whisky og sludre med mig.

Selvom jeg har rejst flere gange årligt i mere end 30 år har jeg endnu ikke været på Costa del Sol. Han skulle besøge en ven, som han havde besøgt mange gange før. Jeg spurgte derfor om tips til, hvad jeg skal se og opleve. Det viste sig, at han kun kendte til de gader, der ligger allernærmest vennens bopæl. Ikke meget at hente der. Min egen research hjemmefra er mere værd.

Jeg læser meget, også gerne på svensk, så jeg ville høre, om han kunne give lidt inspiration til forfattere. Næh, han havde bare læst en enkelt bog, han kunne komme i tanker om. Ikke meget at hente der.

Skotten mødte jeg for nylig på en anden rejse. Han sad ved bordet ved siden af på frokostcafeen. Vi faldt i snak og han var imponeret over mit engelsk. København kendte han ikke til og fik flere gange undervejs placeret byen i Sverige. Han var bosat i Oxford-området, men det viste sig hurtigt, at jeg har besøgt flere steder i England og Skotland, end han havde. Jeg forsøgte med Brexit og med SNP og skotsk selvstændighed, men politik sagde ham ingenting. Kultur og natur heller ikke. Heller ikke han læste bøger.

Han vidste noget om fodbold og kunne i øvrigt remse op, hvor meget en pint koster forskellige steder i Europa. Meget mindre end hjemme i England, så det var da værd at rejse efter. Mens jeg spiste min omelet og drak et glas hvidvin, fik han ekspederet fire pints. Om aftenen skulle han ud og høre noget musik (=drikke nogle flere pints) og spurgte om vi skulle mødes. Det skulle vi ikke.

Kort sagt: To mænd, der går fuldkommen unysgerrigt gennem livet. Det forstår jeg ikke.