All-inclusive? Nej tak!

Charterrejser har været set ned på i en lang periode. Men det er en ukompliceret og tryg rejseform, der ofte også er billigere end de individuelt planlagte rejser. Jeg er bestemt fan af den måde at rejse på.
Men all-inclusive? Nej tak!

Hvorfor? Fordi…
* Det lokale restaurations- og café-liv uddør.
* Bymidten/havnepromenaden ligger stille hen.
* Min appetit følger ikke faste klokkeslet.
* Glæden ved at handle på markedet og servere et tapasfad på balkonen er så stor.
* Hotelrestauranterne minder om kantiner med rædselsfuld akustik.
* Is, kaffe og øl af ringe kvalitet serveret i plastbægre er spild af mit liv.
* Nysgerrighed på lokale specialiteter erstattes af pizza og pomfritter.
* Grådighed og madspild gør mig i dårligt humør.

Jeg har observeret, at det er almindeligt at beholde all-inclusive-armbåndet på i flyet på hjemrejsen og undret mig over hvorfor? Måske fordi det er fint at kunne vise, at man har fået en hvid stribe på håndleddet og en flot delle henover armbåndet på bare en uge – for kun kr 998,-!

img_0077

Whisky til bedemanden og øl til skotten

I flyet forleden sad jeg ved siden af en svensk bedemand. Han fik tiden til at gå med at drikke whisky og sludre med mig.

Selvom jeg har rejst flere gange årligt i mere end 30 år har jeg endnu ikke været på Costa del Sol. Han skulle besøge en ven, som han havde besøgt mange gange før. Jeg spurgte derfor om tips til, hvad jeg skal se og opleve. Det viste sig, at han kun kendte til de gader, der ligger allernærmest vennens bopæl. Ikke meget at hente der. Min egen research hjemmefra er mere værd.

Jeg læser meget, også gerne på svensk, så jeg ville høre, om han kunne give lidt inspiration til forfattere. Næh, han havde bare læst en enkelt bog, han kunne komme i tanker om. Ikke meget at hente der.

Skotten mødte jeg for nylig på en anden rejse. Han sad ved bordet ved siden af på frokostcafeen. Vi faldt i snak og han var imponeret over mit engelsk. København kendte han ikke til og fik flere gange undervejs placeret byen i Sverige. Han var bosat i Oxford-området, men det viste sig hurtigt, at jeg har besøgt flere steder i England og Skotland, end han havde. Jeg forsøgte med Brexit og med SNP og skotsk selvstændighed, men politik sagde ham ingenting. Kultur og natur heller ikke. Heller ikke han læste bøger.

Han vidste noget om fodbold og kunne i øvrigt remse op, hvor meget en pint koster forskellige steder i Europa. Meget mindre end hjemme i England, så det var da værd at rejse efter. Mens jeg spiste min omelet og drak et glas hvidvin, fik han ekspederet fire pints. Om aftenen skulle han ud og høre noget musik (=drikke nogle flere pints) og spurgte om vi skulle mødes. Det skulle vi ikke.

Kort sagt: To mænd, der går fuldkommen unysgerrigt gennem livet. Det forstår jeg ikke.

img_0080

Sparepærens grusomme effekt

De fleste hoteller på Kanarieøerne har indført sparepærer. Det er fint i forhold til energiforbruget, men har den kedelige konsekvens at damerne går i byen med Barbara Cartland-makeup. Det er, hvad det nu er.

Men for nylig oplevede jeg, at en kvinde på solsengen ved siden af min fandt en barberskraber frem fra strandtasken, løftede bikinitrussen til side og så lige tog det værste. Hun bankede skraberen mod fliserne og gik så over til at sidde og hygge sig med at finde vildfarne hår andre steder på kroppen. Måske er jeg sart, men det overskred altså min grænse!

Lad os få ordentligt lys på hotelværelserne, så vi kan se os selv på badeværelset, så tomaterne får deres røde farve tilbage og så man kan læse i sengen uden at være afhængig af en e-reader, hvor man kan justere baggrundslyset.

Singler skal forkæles

Singler vil også gerne på wellness-weekend eller på et hyggeligt kroophold.

Min mailboks svømmer over med tilbud om weekendture til superpriser og med ‘lidt ekstra forkælelse’ – men det gælder altid kun for to, der deler værelse.

Jeg er single og trives utroligt godt med det. Jeg er vant til at rejse alene og sætter stor pris på det. Hos rejsebureauerne skal man lede grundigt for at finde singlerejser til fornuftige priser, men det bliver dog langsomt bedre. Men at finde et godt tilbud på et weekend getaway til en alene-rejsende er næsten umuligt.

Jo, jeg forstår godt, hvorfor par er attraktive. De bruger sikkert flere penge på vin til maden, og det koster det samme at ordne værelset uanset om det har været beboet af en eller to personer. Men singler er også et købedygtigt publikum, der drikker vin og betaler for spa-behandlinger. Og det må da være bedre at have de ekstra gæster, fremfor at lade værelserne stå tomme?

B&B