For et par år siden besluttede min mor sig for at skifte den gamle mobil ud med en smartphone. Jeg lånte en håndfuld forskellige modeller med hjem fra jobbet og vi kiggede på fordele og ulemper ved de forskellige. Hun valgte en Huawei med en forholdsvis enkel Android-brugerflade. Selvom hun er en ældre dame, så kastede hun sig over sin nye dims med entusiasme og blev også hurtigt tryg ved den. Den vigtigste funktion at lære er trods alt “fortryd”.

Selvfølgelig er jeg hendes livline, når der er noget, der driller. Eller når hun skal finde ud af at bruge den i udlandet uden at blive flået. Eller når ringetonerne skal ændres, fordi de går i et med lyden fra fjernsynet. En dag ringede hun og sagde, at nu var hun altså klar til det dér med app’s. Så kørte jeg en tur forbi og fik hende “app-graderet”. Nu giver hun den gas med vejr- og rejse- og allemuligeandre-app’s. Hun er sej!

Værre stod det til med den svenske bedemand fra flyturen forleden. Han sad og viftede med en fin, dyr smartphone, men havde tydeligvis ikke begreb skabt om, hvad en app er eller kan. Han er yngre end min mor.

Jeg hylder livsmodet og nysgerrigheden!

Der er gået et år siden min medarbejder stak en kniv i min ryg. Min perfide direktør forsøgte at vende mine medarbejdere mod mig og havde altså held med en af dem. En anden sad og roterede på stolen og havde store, røde pletter på kinderne over den ubehagelige konfrontation.

Jeg var på vej på ferie og fik derfor fjorten dage til at tænke situationen igennem. Og tænke tilbage på de foregående måneder. Der faldt mange brikker på plads i den proces. Jeg havde det rædselsfuldt både fysisk og psykisk og havde haft det længe. Og det var ikke mig, der havde paranoia, jeg blev simpelthen behandlet helt utilgiveligt på jobbet.

GISP!

Min beslutning var, at jeg ville vende tilbage fra ferien og forsøge at flyve under radaren, indtil jeg havde fundet et nyt job.

Men SURPRISE! Sådan foregår det ikke. Når man er under den type pres, så er man på ingen måde i stand til at lande et nyt job. Det gik, som det måtte: Jeg brød sammen psykisk og har nu brugt et år på at blive helbredt og i stand til at gøre noget konstruktivt i forhold til min fremtid.

Gad vide, om direktøren er klar over, hvad det koster menneskeligt og for samfundet, at han ikke har røv i bukserne?

I flyet forleden sad jeg ved siden af en svensk bedemand. Han fik tiden til at gå med at drikke whisky og sludre med mig.

Selvom jeg har rejst flere gange årligt i mere end 30 år har jeg endnu ikke været på Costa del Sol. Han skulle besøge en ven, som han havde besøgt mange gange før. Jeg spurgte derfor om tips til, hvad jeg skal se og opleve. Det viste sig, at han kun kendte til de gader, der ligger allernærmest vennens bopæl. Ikke meget at hente der. Min egen research hjemmefra er mere værd.

Jeg læser meget, også gerne på svensk, så jeg ville høre, om han kunne give lidt inspiration til forfattere. Næh, han havde bare læst en enkelt bog, han kunne komme i tanker om. Ikke meget at hente der.

Skotten mødte jeg for nylig på en anden rejse. Han sad ved bordet ved siden af på frokostcafeen. Vi faldt i snak og han var imponeret over mit engelsk. København kendte han ikke til og fik flere gange undervejs placeret byen i Sverige. Han var bosat i Oxford-området, men det viste sig hurtigt, at jeg har besøgt flere steder i England og Skotland, end han havde. Jeg forsøgte med Brexit og med SNP og skotsk selvstændighed, men politik sagde ham ingenting. Kultur og natur heller ikke. Heller ikke han læste bøger.

Han vidste noget om fodbold og kunne i øvrigt remse op, hvor meget en pint koster forskellige steder i Europa. Meget mindre end hjemme i England, så det var da værd at rejse efter. Mens jeg spiste min omelet og drak et glas hvidvin, fik han ekspederet fire pints. Om aftenen skulle han ud og høre noget musik (=drikke nogle flere pints) og spurgte om vi skulle mødes. Det skulle vi ikke.

Kort sagt: To mænd, der går fuldkommen unysgerrigt gennem livet. Det forstår jeg ikke.

De fleste hoteller på Kanarieøerne har indført sparepærer. Det er fint i forhold til energiforbruget, men har den kedelige konsekvens at damerne går i byen med Barbara Cartland-makeup. Det er, hvad det nu er.

Men for nylig oplevede jeg, at en kvinde på solsengen ved siden af min fandt en barberskraber frem fra strandtasken, løftede bikinitrussen til side og så lige tog det værste. Hun bankede skraberen mod fliserne og gik så over til at sidde og hygge sig med at finde vildfarne hår andre steder på kroppen. Måske er jeg sart, men det overskred altså min grænse!

Lad os få ordentligt lys på hotelværelserne, så vi kan se os selv på badeværelset, så tomaterne får deres røde farve tilbage og så man kan læse i sengen uden at være afhængig af en e-reader, hvor man kan justere baggrundslyset.

Mine feriepenge er mine. Eller er de?

Som jobsøgende skal man være vaks, hvis ikke man vil miste sine optjente feriepenge. I og med jeg var sygemeldt hele sidste sommer har jeg en del ferie til gode. Nu er jeg jobsøgende og vil hellere søge job end holde ferie. Det er desværre en rigtig dårlig beslutning, viser det sig. For at få mine penge udbetalt, skal jeg holde ferie.

Hvis jeg nu planlægger at holde min restferie i april og er så heldig at få et job med start første april, så kommer jeg i klemme. Dels er det ubekvemt for arbejdsgiver, at jeg lægger ud med at holde ferie, dels har jeg ikke lyst til det – jeg vil jo igang! Så alternativerne er, at jeg ikke får jobbet, hvis jeg insisterer på at holde ferie, eller at jeg kan vinke farvel til flere tusinde kroner – som er mine penge – hvis jeg annullerer ferien.

At arbejdsgiveren nægter mig at holde ferie i den første ansættelsesmåned er ikke en gyldig feriehindring. Så jeg må i den givne situation ofre jobtilbuddet eller pengene.

Hvem kan være tjent med det? Udover Feriefonden.

Feriepengeordningen er antikveret  og formynderisk. Borgernes penge hører til i borgernes lommer.

Så nu går jeg på ferie!