En prædiken for voksne, tak!

I vores kirke fik vi ved årsskiftet hele to nye præster, da begge de gamle gik på pension. En dejlig fornyelse. Yngre præster med et friskere sprog og nogle dagligdags oplevelser, som vi kan genkende.

Desværre overlever tendensen med at tale til os som om vi er børn. Måske er det omgangen med konfirmanderne, der smitter af?

I menigheden er vi voksne mennesker og vil gerne tales til som sådanne. En prædiken må gerne være udfordrende i budskab og metaforer. Det gør ikke spor, hvis vi skal stå på tæer mentalt for at få det hele med.

De børn og unge mennesker, der også kommer til gudstjenesterne, får dermed en anledning til at spørge forældre eller andre, hvis der er noget, de ikke forstår. Det er gode samtaler. Og glem ikke, at der er noget magisk ved at høre ord og historier som barn, som man først til fulde forstår senere i livet. Sådan har jeg det såmænd selv stadigvæk med visse bibel- og salmetekster.